HVORFOR ALGEBRA? En øjenåbner for mig skete da jeg skulle undervise i geometri for femten år siden og valgte Robins bog om projektiv geometri. I denne bog flettet forfatteren syntetiske og analytiske tråde sammen så de til sidst mødes. Det analytiske tilgang til emnet var at antag at man arbejdet over de reelle tal hele tiden og bevise forskelligt såsom Pappus' og Desargues' sætninger: dette er historisk identisk med udviklingen af faget og man kan også kom meget langt ind i en meget stor teori udelukkende på den måde. Det andet og mere moderne tilgang til projektiv geometri er at begynde med nogle karakteriserende træk som man jo kalder aksiomer, vundet ud fra erfaring med modellen over de reelle tal, og oparbejde teorien ved brug af deduktion, det logiske process udvidet til maksimal omfang. Man gør nye teoretiske opdagelser, såsom vha. et aksiom som svarer til Desargues' sætning, beviser man at der findes et system af koordinater fra et ikke-kommutativ divisionring. Dermed tænker man sig om og finder på et væsentlig eksempel af disse, som Hilbert gjorde da han kom på polynomiumringe over en legeme med virkning fra et automorfi. Man kan få teorien til at mødes med modellen ved at lægge flere aksiomer på, såsom Pappus' aksiom i tillæg medfører at koordinaterne er kommutativ vht. gange operationen. Og vha. et par eller tre orden aksiomer og et fuldstændighedsaksiom er koordinaterne nødvendigvis reelle tal, et møde mellem det moderne-syntetiske og det historiske-analytiske tilgang til emnet. I dette findes der et fredelig paradigme for samarbejde og vekselvirkning mellem syntetiker (eller algebraiske interesserede i de forskellige matematiske emner) og analytiker (de som arbejder fast og borer ind i et model). Desværre kommer der oftest klare insinueringer fra analytikerne om at syntetikerne ikke arbejder dybt nok, og fra syntetikerne om at analytikerne ikke arbejder bredt nok.
Algebra er ikke for alle typer matematiker. Det kræver en høj abstraktionsniveau for det meste og derfor hægter mange matematiker af allerede i andendelsstudierne. For at arbejde i faget er det ikke nok at man er flink i skolematematik, man skal på en måde begynde forfra med begreber der er født af skolematematiken men ikke direkte beskæftiget med det, f.eks. Ib og Jørgens bog om den korte tur fra calculus til differentialformer og kohomologi gi'r en indledning til homologisk algebra som de fleste af os måtte realisere i klassetimerne i graduate school eller på egen hånd. Det er selvfølgelig de færreste der overlever i algebra uden at de har motivationen i orden og den vil man normalvis hente fra sine studier på basisniveau eller sin efteruddannelse i brede matematiske retninger.
Dermed ikke sagt at vi gør algebra fordi vi glæder os i at tilhøre en ekslusiv klub som gi'r middelmådige karakter til andre matematiker i abstrakt algebra kurserne. Vi gør det vel fordi vi glæder os over at mødes med essencen af de store opdagelser i fysik og matematik. Se hvordan Maxwells ligninger blev kogt ned via Einstein, moderne differentialgeometri og Grassman algebra til to meget simple ligninger dF = 0 og en til vha. Hodge duality, hvis jeg husker korrekt. Da rejser man videre på bjergturen i gauge teori og andet med mindst mulig unødvendig baggage i rygsækken. Eller Galois teori for opløselige grupper og endelige legemer som løser polynomiumligningproblemet i femte grad. Det er vel det og lignende som gør indtryk og gør at man vil selv placere sig så man kan bidrage til den sidste og mest mindeværdig teori eller bevis. Eller at man udvikler den rette teori ved at koge de forhenværende teorier ned til deres essencer og kombinere på ny måde.
En kort liste af mulige grunde til at beskæftige sig med algebra: 1) Til hjælp i løsningen af vanskelige opgaver, når det klarer tingene op ved at returnere til fundamentale abstrakte overvejelser; 2) Computervenlige algebraiske modeller til teorier i analyse, geometri og topologi muligvis kan afdækkes; 3) Man har de bedste kvalifikationer til at undervise første og andendelskurset i abstrakt algebra på universiterne (som i højere grad bliver ivaretaget af geometriker som f.eks. Liegruppespecialister); 4) Sammenlignet med andre typer matematiker er man bedre til at gøre algebra og burde finde ind i research teams der delvis skal dække algebra; 5) Nogen af de mest interessante fenomener i matematiken er hovedsagelig algebraiske. Se endelig andres synspunkter på sagen, som f.eks. i Coxs artikel i november 2005 Notices Amerikanske Matematiske Samfund.
Realiteten lige nu er at algebra taber groft bevillinger til andre områder i matematiken, især i norden. Det er en ubalanceret udvikling som vil køre hele faget matematik i grøften på længere sigt. En hovedtese blandt politisk aktive matematiker er at matematiken er fundamental til videnskaben og at matematiker burde ivaretage matematik kurser til kommende generationer videnskaber (og ingeniør). Prøv at erstatte algebra for matematik for videnskab i det sidste: algebra er fundamental til matematiken og algebraiker burde ivaretage kurser i algebra til kommende generationer matematiker (og anvendt matematiker). De matematiker som har vundet bevillinger gennem kamp i det politiske arena har desværre ikke allesammen været lige solidariske ved uddelingen af pengeposerne. Nu er det på tide at vi takker dem for politisk indsats og gi´r dem en påmindelse om at lukke algebra ind i varmen på lige fod med analyse, geometri, topologi og anvendt matematik.
VENSKABET MED ANDERS. (6/2007) Efter en flerårig kamp mod blodkræften døde Anders Frankild i en tragisk ung alder. Anders og jeg var venner i et vejleder-elev forhold som begyndte i 92 på RUC. Anders var en ung mand, knap nok fyldt 21 dengang, og studerte i en projektgruppe sammen med Matthias. Han ville lære så meget han kun om projektiv geometri, knudeteori, algebra og alt som rørte på sig i ren matematik på RUC. Jeg vejledte et par projekter, var konsulent til et par andre og på den måde holdt kontakten med Anders fra 92-95. Anders kun stille spørgsmål man havde lyst til at svare på, også i længde, fordi han var enestående til at lytte og stille skeptiske bispørgsmål.
På et tidlig tidspunkt betroede han mig med at han vil være forsker. Han var utilfreds med basis træningen i matematik på RUC og bad mig om hjælp. Jeg forslog en nøje læsning af Hersteins bog om Algebra med speciel opmærksomhed til kapitlen om lineær algebra og alle opgaverne. Jeg nævnte også kategoriteori som en slags måde at masseproducere genialt matematik (formuleret i RUCslang). Det blev et slags gennembrud for Anders. Han fortalte mig om at han oplevede en rigtig fin fornemmelse af at ha' fundet hans yrke (mine ord) ved at fundere over Hersteins opgaver.
I min sidste år på RUC var Anders lidt plaget over en lav karakter i Heefeldts kurs i netop lineær algebra. Jeg prøvede at hjælpe ham, først ved at forslå glemmebogen og da det ikke lykkes, at klage over det. Vi rejste sammen til Odense for at høre på et foredrag om knuder og grafteori. Anders boede i et semester i det nybyggede kollegium ved trekroner stationen. På et tidspunkt tilbragte vi det meste af en dag sammen i Roskilde med at gå tur, drøfte planer og til sidst ga' jeg billet til Kieslowskis film Blå. Midt i filmen, som viste sig at være ualmindelig traurig, lænede Anders over mod mig og gav mig den opadvændte tommelfinger, nok fordi filmen var vellykket kunst.
Omkring årgang 95 bestemte Anders sig at han vil væk fra RUC og underkaste sig KUs boot camp i basis matematik. Samtidig rejste jeg til de første af for mange udenlands forsknings og undervisnings ophold. Vi mødtes fire-fem gange i perioden 96-2000 og sidst omkring 2001. Anders så med bekymring på mit omflakkende akademisk liv og sagde på et tidspunkt at han vil ikke selv kun holde ud så meget tilsyneladende afstand fra det borgelige liv. Jeg påstod at mine resultater blev bedre med tiden og at noget mystisk godt kun ske. Vi mødtes i en 5 års genforening med Matthias på det tyrkiske restaurant ikke langt fra hovedbanegården (se billedet - Anders er i midten). Det var et løft at mødes med IMFUFAs bedste projektgruppe og indgå i vejleder rollen en gang til.
Frem til 2006 vekslet vi ti-femten eposter om planer og lidt om matematik. Anders fik sin ph.d. i kommutativ algebra vistnok i 2002, og i den anledning gav jeg ham en bog om Sophus Lie skrevet på norsk af Stubhaug. På et tidspunkt sendte han mig tre af sine preprints via epost. Jeg måtte gå ud og købe en bog af Bruns og Herzog for at tilnærmelsesvis at forstå dem. Jeg er glad for at Anders oplevet fem eller ti år i en kreativ fase som matematiker, men bekymret for at han og andre ikke fik en ordentlig brøkdel af de muligheder og positive tilbagemeldinger som tidliger generationer nød godt af.
MATEMATIK OG MORALSKE OVERVEJELSER. (11/2004) Jeg var interesseret i skak i en alder fra 12 til 16, hvori jeg deltog i en ti-femten tuneringer. Jeg var godt tilfreds med de partier jeg spillede som var smukke, både med tab og gevindst. Men jeg mødte en del mærkelige typer i den tid, der skulle absolut vinde ved at forstyrre alle rundt om sig på en underfundig måde således at ingen greb ind. Mange var præget af et intenst indesluttet kamp om prestige som domineret til fordel for mere noble hensigter. På et tidspunkt havde jeg fået nok af det selskab og trak mig for at koncentrere mig på skolen og universitetet. Nu er jeg tilbage til nogle af de samme bekymringer omkring akademisk matematik. Jeg synes at der er blevet for meget konkurrence inden for matematikken i de sidst femogtyve år, for lidt fordybning og samarbejdsomhed. Jeg så gerne en medalje eller to til de store matematiker, men ikke en hel stribe, et stykke arbejde til en talentfuld ungdom, men ikke en formandspost (fordi der ingen sammenhæng er mellem visdom og talent), en hundredetusind kroners pris til løsningen af en eller anden finurlig opgave men ikke flere millioner kroner, en regering som satser ligevægtig inden for matematikken istedet for at indføre Team Denmark begrebet. Jeg ser ikke en lys fremtid for matematikken som en del af de Olympiske Lege: store egoer bliver pustet op til bristepunktet, alle studere den samme teori, man udvikler teoretiske ghettoer i det matematiske landskab, man fører reklamekampagner og henter penge ind vha. falsk markedsføring, man suger alle pengene ud af områder der har tabt en eller anden politisk magtkamp, man publicere ting før man er sikker på deres sandhedsværdi. Jeg så hellere en satsning på forskellige seriøse aktiviteter inden for matematikken, støtte til enhver talent, flere kvinder og andet ikke-konform eller blåstemplet af et gubbenetværk.
Mens vi er på emnet, gubbenetværkene i skandinaviske lande fungerer dårligt idet de er for det første er for politisk ligesindede og for det andet
fortæller hinanden for mange historier med afsenderaddresse hos en
Inspector Javert type (se typisk foto t.h.). At
være for politisk ens er farligt i en regeringskifte som vi så i
Danmark fornylig - har man diverse meninger, generationer og
politiske farver i gruppen er man da sikret mod politisk motiveret nedskæringer. Og du kender måske Javert typen, de findes altid på kantinen og samler magt (et ord de foretrækker frem
for ansvar)
ved deres konstant tilstedeværelse. De modsætter alt udefra og la´r sig fornærme over et hik,
da begynder de muligvis en mangetiårig kampagne for at få stoppet hikkeren. I fastansættelsesspørgsmål kæmper de for enhver epsilon-bidragsyder
og lærling i deres mafia til fordel for en 1/epsilon-bidragsyder i et andet felt. De tilbeder
en galleri af helgener som tog arbejde i unibank.
Og taster man ind "efternavn, fornavn" i søgemaskinen
til antal forskningspublikationer på www.ams.org/mrlookup får man måske en nærnul oplevelse.
Sådan noget vil utvilsomt fører til
at unge respektabel typer fravælger miljøet, og så er vi tilbage til lighedstegn med skakmiljøet jeg oplevede for tredive år siden.
I min erfaring er der ikke objektive kriterier nok i forfremmelse systemet. Man burde måles og vejes efter sine resultater i forskningen og undervisningen, og ikke udelukkende efter hvilke historier kollegerne fortæller hinanden eller sine resultater i at imponere, være dus med eller fedte for kollegerne. Min opskrift til hvordan man bager bedre og kloger instituter, som jeg mener kun har fordele med eneste ulempe at "institutets store kanoner gør precis hvad de selv vil" får tranger kår. Det er temmelig enkelt, man uddeler evalueringer til alle studenter efter endt kursus eller vejledningsforløb, og ber dem udfylde rangering fra f.eks. en til fem til mange velovervejede spørgsmål om undervisningen, tekstbogen, kurset, hjælpeundervisningen, også sekretærbistand, databistand og fysiske rammer (så underviseren ikke bliver trukket fra hvis hun underviser i en barak, har tvungen pensumplan, hjælpeundervisningen er for ringe, eller det tekniske-administrative personale ikke bistår til bedre vilkår for undervisningen). Ud af alt det koges et tal U fra en til fem for undervisning. Noget lignende kan sendes rundt til kollegerne om hvor fedt de synes medarbejderen er, med spørgsmål der leder opmærksomheden i en seriøs retning. Endnu et tal (som vi kan forkorte med H for hotnessfaktoren) fra en til fem som kan f.eks. vægtes lige med undervisning og forskning. Forskning kan opvejes via publikationer hvor man kan f.eks. vægte festskrifter, journalartikler, bøger (og guldmedaljer?) lidt forskelligt, hvor man må desværre se lidt bort fra preprints da det er ikke andet end påstande før publicering. Nu får man et tal F, forhåbentlig et uhyre tal man kan sætte på en afkortet Richter skala fra en til fem vha. logaritmen (dette sidste skal måske udtænkes nøjere). Da udregner man U + H + F og får et tal til direkte sammenligning med andres tal. (Min personlig mening er ikke helt representeret her, da jeg hælder til at F eller U + F skulle være afgørende.) Nu bliver forfremmelse eller ansættelsekonkurencen (her kan interview erstatte medarbejderevalueringen) fuldstændig mekanisk og har en lineær ordning, man går ret ned af listen med tilbud om forfremmelse eller job.
Jeg tror at resultatet vil
være at alle har det langt lettere. Kandidater vil vide hvad de skal forholde sig til for at nå frem. Komitemedlemmer har en mekanisk funktion og borte er kampene om denne eller anden yngling. Kampene
vil på en måde blive relegeret til læserbrevene i fagforeningsbladet. Og ude i forretningslivet, det politiske liv og det virkelige liv vil man få nys om dette og genvinde respekten for det akademiske.
Karikaturene af en fysiker eller matematiker i det offentlige er lige nu
et trist valg mellem ham til venstre, bombemanden i montana, og en tidlig udviklet geni
som ikke er til at stole på 
. Her har vi så lejlighed til at feje op i eget hus og presentere matematikken med et fair og menneskelig ansigt.
FORSKNINGFUSK OG STORE PENGESUMMER. (1/2006) Vi begynder med historien om forsker A, B og C, hvor A og B hører til i samme land og C i et andet land. Forsker A gør grundforskning i ikkekommutativ algebra, dybde to teori i kvantealgebra, og får støtte i størrelse orden 50.000 Norske kroner per år fra et Nordisk forskningsfond fra 1998 indtil 2002, når hans kategori forsker (etableret forsker med flere end fem års erfaring bag sig) skæres væk. Begrundelsen til nedskæringen er at pengene vil fra nu gå til yngre forskere og forsker A må sørge for at tilhøre et større forskermiljø hvis han vil ha' del i flere skillinger fra dette Nordiske fond. Forskeren har alligevel sine egne midler (for "a penny saved is a penny earned"), nok til at fortsætte arbejdet og publicere artikler i journaler i perioden 2001-2006 på alle måder sammenlignelig i prestige med The Lancet og New England Journal inden for sit fag. Udover det økonomiske slitage, slider han også socialt med ugleseende kollegaer, der undre sig over om arbejde på dette niveau i deres branche burde gå totalt ubelønnet.
Forsker B gør forskning i epidemiologi. Han får støtte fra norske og amerikanske forskningsfonder i størrelse orden 100.000.000 kroner (altså 2000 gange beløbet forover). Han har solgt fonderne på at paracet og ibuprofen kan hjælpe imod mund og halskræft. Problemet er bare at dataen og hans artikler i Lancet og New England Journal er juks og skruet sammen til at vinde jackpotstørrelse forskningsstøtte. Forsker C har en lignende historie i et andet land, han har publiceret juksede artikler med falsk data indenfor genetik og kloning. Før hans metoder er afdækket er han nationalhelt med mangemillionløb til at disponere med. Også hans forskning fra et naivt synspunkt vil kun rede mange menneskeliv hvis det lykkes. Man kan forstå at mange syge mennesker og deres nærmeste vil se øjeblikkelige resultater.
Tilbage er et flovt og bitter eftersmag blandt forskere rundt omkring og blandt styremedlemmer og deres ekspertehjælp. Man havde satset alt på lykketalet ved roulettebordet og tabt, istedet for at satse på forskellige talgrupperinger på bordet. Man kun have satset flere mindre beløb på spredte grupper og individer i grundforskningen, men valgte vejen mod hurtig prestige ved at koncentrere pengene i få områder med stor pontentiale for avisoverskrifter om kræftgennembrud, Abelpriser, Claypriser, rumkapsler til Pluto, multimilliardkroner atomsmashers og andre pengeslugere. Store pengeposer dinglende foran den første videnskabsmand til at.... vil fremtrylle svindlere fordi det er simpelhen for fristende for psykopater med svage sjæle at modstå, lidt som at lægge ned en tusind kroner seddel på Karl Johansvej og håbe at finde den igen efter en time. De vil stå i kø hvis ikke for at fuske og jukse, for så at komme med fabulerende påstande om hvad de har gjort (læs: hvad de håber andre vil gøre for dem som understøtter deres påstande). Man kan som regel ikke vente gennembrud i et felt og slet ikke sine anvendelser før det nødvendige grundforskning er gjort og teknologien har tid til at reagere. Når alt det er på plads så kan der opstå èn som samler trådene og producere en vaccine mod kræft, fugleinfluenza eller andet.
Nu snakkes der i stedet for om at lovgive med tilbagevirkende kraft straffetiltag mod forsker som jukser. I et område hvor der er meget lidt støtte at hente som regel (de skillinger jeg nævnte foroven for forsker A er typiske) skulle man tro at det er at lovgive hævn over for èn storsvindler ved at tage alle forskere med i en bred vifte. Ikke nogen god idè... Vittigheden går rundt lige nu at ikke alene skal de mange forskere som forsker A i fremtiden arbejde for en 100 krone seddel per dag på højt niveau i sin forskning, men de må betale tilbage tre gange beløbet hvis nogen finder en skrivefejl.
Forresten hvorfor er det tilladt at publicere forskerens navn og billed i aviserne, når enhver pedofilmorder bliver skånet denne fremgangsmetode? Som et resultat vil manden jo reelt opleve chikanerier resten af livet, også fra dumme folk der ikke kan skelne mellem skidt og kanel.
ET PARADIGMESKIFTE FOR MATEMATIKKEN? (10/2005) Hvis du læser foroven er det klart at jeg mener der er noget i vejen med matematikken som den prakticeres nuomstunder. Enhver kan kriticere, men la' mig nu vove mig ud i et forslag til et paradigmeskifte for flertallet af matematikpraktikanterne. Jeg tror det er ganske almindeligt at opfatte matematikken som en storstilet intelligensprøve, hvor man føler sig mere og mere suveræn hver gang man løser en opgave, helst foran andre personer der vil løse netop samme opgave. Førende matematiker tager let til denne forstilling i deres offentlig udtalelser fordi de ved at studenter der tror på det er let at forme efter eget ønske, de løser opgaver hvor de hører de allerstørste hurraråb. Da er studenterne lige pludselig bidt af de samme åbne spørgsmål som dem selv, og man ser mange flokke ind i de stor moderne emner, så der er affolkning i andre teoretiske områder (som ellers har nok af naturlige udfordringer, berøringspunkter til andet og ubesvarede spørgsmål). Der er blot det problem med motivationen at man brænder hurtigt ud på denne måde. Da jeg var ganske så purung var det sjovt at føle sig suveræn og høre hurraråb. Men når man bliver godt voksen er det ikke længer det! Man kan løse så mange opgaver og føle, "Hvad så?" Er det måske derfor at vi ser ikke så få nyansatte associate professorer og folk i trediveårene der holder op eller falder ud af aktivforskningen?
Som en modforstilling til det golde foroven vil jeg forslå et paradigmeskifte. Matematikforskeren er som en opdagelserejsende. Du gør matematikforskning og foretager dig en personlig rejse. Skibet og mandskabet du bruger er din baggrundskunnen du fik i uddannelsen og på vejen i postdoktor studierne. Det er også dejligt at ha' med sig en medforsker eller medforfatter, men strengt set ikke nødvendigt hvis du holder dig til det du kan rigtig godt. Du vil også lære meget af at sejle med en gammel søulv. Der er mange strabadser undervejs, f.eks. bønderne vil modsætte sig forskning som tidsfordriv, andre søkaptajner vil betvivle dine evner til at sejle over jordens ende, du vil sikkert få problemer med at skaffe midler til ekspeditionen, osv. Lad os sige at du alligevel kommer afsted, sejler hen et sted uden at forulykke og gør nogen opdagelser. Måske er det en ø du finder og du skriver nogen få artikkeler om fremmedartet fugleliv, planter, geologi osv. Når du holder pause, for livet vil altid trænge på, så vender du tilbage udhvilt til din ø, du kan let vejen da du selv har opdaget den.
Måske er det en øgruppe eller en kontinent at du opdager på et andet tidspunkt. Da vil du bruge resten af dine dage på opdagelserejser i dette område og foredrag om hvor spændende det er i disse himmelstrøg. Kommer du frem til en af polerne og finder et flag fra et andet forskerteam er der ingen grund til at tage dit eget liv, du var der jo selv og har meget at rapportere, måske kan du slå dig sammen med de første der var der og etablere en base til videre udforskning. Er du vellykket som forsker burde du føle dig indeni nogenlunde som en Conquistadore, positivt ment og minus alt det med undertrykkelse af indianer osv. Er du ærlig, som er det mest forenlig med matematikforskningen, vil du fortælle i dine foredrag og rapporter om hvor spændende det er at rejse i disse kanter. Er du mere bondesnu må du se dig om efter nogen anvendelser så der opstår en mer eller mindre form for guldfeber blandt dine kolleger. (Men tænk sig hvis de kommer trampende og ikke finder det de er ude efter!) Indvendinger om at denne udgangspunkt for matematikforskning kan føre til dagdrømmeri er imødeset med at du publicere til andres kritiske blik, at påpege at opdagelsen af "West Indies" førte til The New World og det meste af hvad vi kan idag, at man vender tilbage fra opdagelser med nye måder at gøre ting på og se sammenhænge og at grundforskning er oftest noget man er taknemmelig for halvtreds år ned af vejen.
Vi hører så meget om vigtigheden af at fare ud med matematikken i det offentlige øje. Men hvordan matematikken bliver fremstilt i medierne er værd et eftersyn. F. eks. blandt humanister og mange andre tænkende mennesker er der en ikke uvæsentlig matematikangst og en lede som blev oparbejdet over flere års nederlag i matematiktimerne på skolen. Når disse humanister hører om matematiker der løste en opgave og vinder en medalje bliver de efterladt med en kold og ligegyldig fornemmelse. For eksempel, år efter år i det norske TV-avis er der de infamøse ti sekunder hvor man forteller om Abelprisen og hvem som vandt i år. Sammenlign det med når matematikeren Nash vandt Nobelprisen - det var en gribende og menneskelig historie om personlig rejse gennem galskab og tilbage - mange vil både læse om det og se det i film og diskuter det i timevis. Det er meget mere interessant at fortælle om en personlig rejse til og fra forskerfeltet, gennem galskab eller gennem andre strabadser (som vil altid være der), end det er at holde låg på det og fremstille sig som en tjekket professor der taler i beviser.
Mens vi er på emnet Abel, hvem har læst Stubhaugs bog grundig nok til at huske at Abels eneste fejltrin skete da han blev presset af en velmenene professoren til at gør matematik i tidens ånd og foretage sig beregninger af tidekræfter på månens overflade. Preprinten blev sendt til Gauss eller en han var i kontakt med, og der opstod de velkendte spændinger på Abels tur gennem Europa udenom Göttingen.
I DE TOSPROGEDES FORSVAR. (10/2005) Jeg er tosprogede i dansk og engelsk, og kender dem der er tresprogede i tysk, engelsk og fransk (og selvsagt havde jeg fortrukket at være født ind i den situation). Jeg synes ikke at vi har taget skade af at kun tale to eller tre sprog fra en meget tidlig alder. Men at læse på overfladen i nordiske, specielt danske aviser er at tro at tosprogede er en flok dobbelhalvsprogede rodløse femte kolonister, som vil sige tak for sidst på et tidspunkt mens fremmede soldater springer ud af en kæmpe træhest inden for murene af vores hovedstad. Hvis vi nu ser bort fra den etnicistiske undertekst til disse avisartikler, og reagere på overfladen til omtalen, lad os kontraste dette med en bemærkning af Karl V, måske i samme intellektuel klima; "Et tosprogede er værd to almindelige mennesker". Jeg kan nu godt forstå hvorfor kongen af Spanien og Holland har sagt det, men hvordan skal man opdatere bemærkningen til vor tider? Måske det at tosprogede gør gavn i at fremme forståelsen for hinanden og kulturerne på tværs af landegrænser; bare det modsatte fortegn i fredstid til deres velkendte rolle i filmiske udgaver af krigstid som spioner. I min tid i danmark og norge har jeg sjældent oplevet så mange folk som tror at de kan engelsk og alt om amerika uden det fjerneste interesse i hvad min mening kan være. I min tid i amerika er der til gengæld flere snakkesalige mennesker der ikke kan holde danmark skilt ad fra norge, sverige eller tyskland. Dette tåbelige selvtilstrækkelighed kan rettes vha. grafteori. Hvis vi nu sætter et punkt for hvert land så er de tosprogede en streg mellem to punkter. En forbavsende antal kommunikationer mellem de to lande vil forgå via stregen. Den danske ambassadør kan sige noget abstrakt til det amerikanske publikum om hvorfor danmark har gjort noget flovt, altimens en række danskeamerikanere kan forklare det så folk i amerika kan forstå.
For at runde af (for hvem har tid til det her?): at være tosproget er en byrde og en talent. Det er klart at tosprogede vil være mere eller mindre handikappet i modersmåltimen i den offentlig skole (læs: pølsefabrikken som skal producere lige borgere) og at ikke alle deres venner og familie vil findes i samme landsby (læs: ligesom et træ, med rødder i et sted). Da bliver de vel politisk set en noget udsat gruppe, da de oven i købet er få i antal: de kan tale i sit forsvar i to sprog og mindre godt i et, og klanen er kun delvis eller ikke tilstede til at afvise eller modvise sladder og bagtalelse. Så er det vel frit spil med at tilsidesætte dem i f.eks. lavtlønnede oversættelsesarbejde. Det vil være en uretfærdig belønning for en talent man bærer på livet igennem (og som burde videre udvikles ved enhver lejlighed). For med to sprog i hjernen er man ikke bare en streg mellem to punkter i en grafisk fremstilling af krig og fred mellem lande og kulture, men man er også mentalt i en højere dimension end de andre. F.eks. man lærer nemlig ting først i et, siden i det andet sprog, og har dermed to tværsnit af samme ide, og behersker ideen dermed bedre.
FREMMEDFRYGT. (2/2006) I min mors familie var der klare tegn på at frygt og utryghed overfor eksotiske fremmede var et aldersygdom som ramte enkelte medlemmer op i årene og var delvis arvelig. Det er noget jeg må leve med, at muligheden er der at jeg skal gå hen og blive ængstelig når jeg går en tur i nærheden af Nørrebro eller Gellerup eller bliver overophedet når jeg diskuterer politik. Men jeg takker mine guder for at jeg nåede at være åben over for alverdens folk og kulturer i de glade halvfjerdser (70 årtiet, kan vi ikke snart vende tilbage?). Der snakket jeg med en afrikansk høvding på et fly, løb om kap med en nordafrikaner, var venligstemt med flere iranere, indere og franskmænd, f.eks. De fleste mødte jeg i sommerferiene og de første skoleår i Berkeley, California, på International Huset. Selvfølgelig var der nationaliteter som jeg ikke kun komme i bølgelængde med og de ikke med mig, man må vove sig for at vinde i dette spillet. Men alt i alt var det at blande sig meget godt at gøre i sin ungdom. (Stakkels de ungdommer som sidder foran et TV, med mobil i hånden og lader som om de har noget bedre at gøre end at veksle synspunkter med allehånds mennesker.) Efterhånden havde jeg ikke mere energi til at strække mig så langt - matematik har en måde at suge den slags energi ud fra hovedet - men jeg har bevaret en form for indvielse i hvordan store dele af verdens befolkning muligvis kan agere.
Da jeg kom til Danmark fra Berkeley var det jo kærligt gensyn med et folk som ligner lidt dele af min mors familie i deres syn på de andre. Dansk folkeparti og sin forgænger fremskidtspartiet vandt flere og flere tilhænger, altimens socialistisk personligheder argumenterede imod dem med de tåbeligste argumenter i mands minde. F.eks. ordene "Amerikanske tilstande" blev brugt og misbrugt som den store skræmmebillede på fjernsyn, radio og samtaler. Jeg synes at de som udtalte det anvender skydeskiver og styrer uden om alvorlige problemer inden for rigsgrænserne. Rablende feminister gik til angreb på hvide mænd, men ignorerede indvandrerkvindenes situation. Og så var der Aukens jødeprøve i tilfælde at noget skulle blive sagt som ikke lyder godt når man erstatter jøde for araber ellet andet. Da var jeg i tvivl om at jøder og araber ville skæres over en kam. Mit budskab og andres i det hele taget blev overset fordi man var meget mere interesseret i at høre budskabet i et klingende dansk end man egentlig var i indholdet i budskabet. Jeg synes også dengang at datidens Amerika var en del af løsningen på hvordan et flertal kan tilpasses i samfundet med et mindretal, og ikke det omvendte, en del af problemet, som halvfemsernes toneangivende danmark insinuerede med hver en udtalelse, dog med en vis forbehold for en lille nation hvis traditioner man ønsker viderebragt. På socialistisk side oplevet jeg en meget useriøs flok og afskrev dem i udenlandske spørgsmål (skiftet avis fra Politiken til Weekendavisen efter fem år).
Jeg oplevet som mange andre indvandre til Danmark i den periode store udstødelseskrafter i job-, sociale- og media- sammenhænge. Der tordnet en debat henover hovedet på avislæseren med unøjagtigheder født af forskellige interessegrupper der gik efter hinanden. I job sammenhæng var der de radikales og andres fremstilling af nultolerance for at "fremmede" skulle kom og tag arbejde fra dygtige dansker. Sociale situationer var en sjælden oplevelse man måtte værne om, eller direkte uhyggelige med konflikt fra det øjeblik man røbet en anden side af sigselv.
Nuomdage følger jeg kun interesseret med fra den anden side af åen eller dammen, men som tiden går og jeg ikke bliver tilbagekaldt i en eller anden stilling, fjerner andedammen sig som en eller anden ond drøm. Nu og da vil jeg melde mig i en læserdebat men det slår aldrig fejl at mit brev bliver ikke optaget. Jeg tror næppe at jeg alene kun styre Danmarks elite udenom Mohammedtegningerne og andre naive udspil, men jeg tror at vi som har en vis fodfæste inde og en fodfæste ude af Danmark kun have bidraget til at flytte på Danmarks strukturelle problemer i integrationen og kosmopolitisk forhold til EU, Østeuropa, det forhenværende Sovjet, Amerika og andet. For der er mange strukturelle problemer (f.eks., for meget politik og for lidt indhold) og de trænger en del hjælp at kom ind i nutiden. F.eks., det er for naivt at påstå at man ikke forstod at tegningerne ville tænde på et kort lunte blandt fattige, arbejdsløse menneskemasser i mellemøsten og deres slægtninge her i europa. Netværket af gamle drenge in skandinaviske lande fortæller hinanden for mange historier uden at tag ind over sig nye informationer.
Det klæder landet dårligt når det ser ud som om at et netværk af gammel drenge i landet skal fortsætte med at le hjerteløst når fremmede taler dansk, le hele vejen til skraldebøtten med deres ansøgninger, og le mens de laver små tegninger af deres guder og afguder. Man kan sige det så´n at det er for let at gør nar af folk som er nede og uden stillinger, og man har da på finurlig vis sørget for at Ali, der har søgt 150 stillinger som ingeniør aldrig når frem, for eksempel. Mon ikke det er klogt at gør det godt snarest muligt, gå og headhunte Ali og gi´ ham det arbejde. Her kan du se et syn på Danske tilstande fra det store udland, sagt på en tilbageholdende måde.
FORBINDELSE TIL DANMARK. (11/2004) Jeg er født i New York, en lille dansk landsby ved østkysten af Amerika. Mine første år tilbragte jeg i Charlottenlund hvor min far kørte på arbejde ved Københavns Universitet i en Volvo. Han var fastansat i New York men var på sabbat eller shuttle skema - der var bedre tid dengang. Min mor var vistnok nyuddannet børnehavelærinde. Hun kommer fra Viborg men er født i Sioux City, en anden dansk landsby i delstaten Iowa. Altså vi er ikke nogen familie af danske danskere fra danmark selv om vi har en klar forbindelse til landet.
Historien fortsætter: vi rejser hver sommer på langtidsbesøg
til bedsteforældrene ved Dalgasvej 22 i Viborg. (Morfaren er mindstemand på en
gård ved Århus og udvandrer i ti år til Amerika i tyverne og trediverne for at forsørge sig og sin familie.) Se
billedet fra 1967/8 i Viborgs latinerhave t.v. forneden.
På et tidspunkt
tager min far endnu et sabbatår, nu i Århus, og jeg går på anden klasse
i 1965-6 i en folkeskole i det sydlige Århus. Vi ganger trecifrede tal
sammen, har kristendomtime, bader om vinteren, lærer at læse og skrive dansk, går på skolen lørdag morgen,
står i perfekte kølinier, nikker og hilser pænt goddag til Fru Winther,
sidder m/k ved skrivebordene og slås desværre til daglig,
for derefter at blive ført bag statuen for at skamme sig sammen med slåskammeraten.
Jeg havde nogen gode venner dengang som hed vistnok Lars, Morten, Jan
og så skal der nævnes et aggressivt problembarn der hed Jens. Se billedet
t.h. fra den tid.
Efter tre år på skolen i Philadelphia er jeg tilbage i DK i sjette klasse på Bernadotteskolen. Vi bor i Hareskoven og jeg tager i hverdagen den gamle Hareskovlinie indtil Vangede hvor jeg bestiger bussen til Hellerup. Jeg bliver undervist af Jim som er en hyggelig hippieamerikaner, Mr. Slinger i matematik, og Ulla i keramik. Jeg konkurrer med en ven Aldrich om hvem som kan gøre færdig flest lærebøger i matematik, vi tager på lejruge ved Svaneke på Bornholm hvor jeg hygges med vennerne Dan og Mark, jeg husker skam også Susanne, Jens og andre, og at vi spiller meget af et boldspil til fire i en firekant. Der er også premiere ved juletid af vor skuespil som mislykkes på en måde, vistnok noget med at vi ikke talte højt nok. Jeg forsker om oldtidens mesopotamien ved den amerikanske ambassade, mens et demonstrationsoptog standser op foran, vi går i baglokalerne og der bliver råbt et ellet andet (frelst). En gang om ugen spiller jeg skak i Lille Værløses skakklub, dengang var der meget piberøg blandt brikkerne.
Jeg tilbringer mine teenageår i uddannelse i Philadelphia og Princeton, dog er vi flittigt på besøg om sommeren og jeg fortsætter med at smuglæse Anders And (som forekommer mig specielt morsomt på dansk), Løftet som Bandt, Boden Betales, Karl Eskelunds rejsebøger, Vicke Viking in Vinland og meget andet. Jeg møder dansker i Princeton og Berkeley som for eksempel Nick, Jens, Troels og andre. Vi stifter Skandinaviskbord ved Princeton hvor der tales både dansk og norsk, undertiden svensk og finsk-svensk. Jeg vender tilbage til kongeriget i året 1979 som universitetsstuderende i et semester på Ørsted instituttet i København og bor på Nordisk kollegium. Vi er flest jyder på vor gang, vistnok 1st Syd, og der er et livlig køkkenliv sammen med Niels, Frans og de andre beboere. Jeg studere om sommeren sammen med studiekammeraten Poul. Jeg skriver på en junior speciale med Thurston mens jeg følger flittigt et kurs ved Lundberg og et andet seminar med Hansen og Grove; i et andet kurs går jeg over til selvstudium efter læren begynder at mumle og skrive utydeligt. Jeg deltager også i tidens ånd og læser Rajneesh i min fritid, for senere at opnå enlightenment på cykel langs Dag Hammerskjoldsalle. Nogle år efter tager jeg et kursus ved Berkeley i norsk literatur (Hamsun, Sigurd Hoel, Tarjei Vesaas) med en alletiders lærer Frode fra Hallingdal. I Berkeley som graduate student er jeg også i kontakt med Jens, Hans, Niels, Steffen og nogen få andre.
Den sidste paragraf forløbig i historien kommer så i 1989 da jeg er en færdiguddannet ph.d. og rejser til min første
postdocstilling ved Århus universitet. Jeg er der i et år og møder en ven Michael fra Sønderjylland,
et sted hvor man har forståelse for at dansk også tales uden for grænserne ved Kongeåen, Thulebugten
eller hvor pokker.
Vi spiller
lidt golf, jeg går på musikhuset, kino, ser lidt til min søskenbørn, besøger Berkeley under
deres kæmpejordskelv, og andre heldige oplevelser. Et par år efter er jeg tilbage fra Berkeley og Frankrig for
at være matematikadjunkt ved
RUC. I sammenligning var der kun en midlertidige stilling og en stilling i Singapore at fravælge dengang.
På RUC omlægger jeg mig i at de gamle høflighedsfraser og bøvede jydske udtalelser er definitivt forbi, nu gælder det om at formulerer sig skarpt og friskfyragtig
på Nørrebro dialekt. Jeg har et godt samarbejde med de ikke-nulforskende dansker, vistnok Jeppe
og Viggo, og de tre
udlændingene
ved instittutet, Bernhelm, Gestur og Petr, og ungdommen på instittutet IMFUFA, de fleste som er i uenighed med deres
68ere-forældre. Jeg er vejleder bl.a. til Anders og Matthias som senere fuldførte ph.d. studier.
De andre danske medarbejdere er skam også åbne over for mig, men når jeg undlader at
stille op med en undskyldning på vegne af alle amerikaner for et utal af irriterende beskyldninger de har læst om
i Politiken og Informationen er det som om deres livsprojekt er kompromittert. (En matematiker med livsprojektet i politik kan betale sig i et højtråbende demokrati, f.eks. havde de tilkæmpet sig for mange år siden hver fjerde semester fri til nul?forskning.)
Som min kusine i Århus vil ha' formuleret det fik jeg ikke livstid på djævleøen da min fire år sluttede
på RUC. Jeg er taknemmelige til mine venner fra dengang,
Hanne, Erik og Grethe, Robert og Susanne. Efter de fire års
projektundervisningen søgte jeg og fik et Carlsbergfondlegat i et halvt år,
tilbragt delvis på RUC og KU.
På dette tidspunkt mødte jeg min samboer som er norsk. Jeg har boet meget hos hende i Hallingdal siden den tid med arbejdsophold i Gøteborg, Heidelberg, Düsseldorf, New Hampshire, München og Trondheim. Hvilket sprog taler jeg i Norge? Det bliver et fornorsket dansk, der gør det lettere at blive forstået. Jeg opretter snart en paragraf eller to om mine indtryk fra Norge (et billed forneden t.h.). Nuomstunder er jeg oftest i Danmark på cykelferie, på Fyn, Langeland, Ærø, Lolland, Als, Sønderjylland og omkring Roskilde. Det er blevet til flere fine ture og jeg kan kun varmt anbefale det som aktivferie for stillesiddende arbejdere.
MIN ONKEL THORKILD. (10/2007) Han havde et spændende liv. Født i Viborg i 1941, han var tidlig i kontakt med beatnik trendsættere, vandret til Indien, arbejdet som fisker og snedker i Afrika og Island, og eventuel ankom i Californien i 1967. Der studerte han Zen i fem år ved Shunryu Suzuki, buddhistisk mester fra Japan som selv kom til San Francisco området ca. 10 år før. Han blev velkendt (som Niels T. Holm) i miljøet for hans latterbrøl, sjov og ballade, høj energiniveau og hans tendens til at udfordre til heftig diskussion. I forbindelse med buddhisme lagde han tidlig mærke til mig fordi jeg var vegetar i mange år. Han foræret mig en fiskestang en jul i Viborg i 1965, men efter et forsøg måtte jeg konstantere at det var synd for fiskene. De efterfølgende år havde vi ofte diskussioner om buddhisme, som teenager og tyveårig (og fiskestangen fik han tilbage efter hans egen søn Silas blev født).
Efter Suzukis død blev han gift med Maggie Kress, som så var min tante i nogle år i min grønne ungdom. Jeg husker hende godt i dagligstuen i mine bedsteforældres hus, vi gennemgik en Anders And på dansk, og hun moret sig over forskellige fordrejninger i betydning af fællesord på dansk og engelsk. De boede sammen ved Muir Beach før de blev skilt nogle få år efter.
Min onkel fandt hans hjertesag i Port Townsend, en by i nærheden af Seattle. Her slog han sig ned omkring 1977. Jeg mødtes med ham i 1979 om sommeren i Danmark. På det tidspunkt snakket han om denne by, om tiden som går hurtiger jo ældre man bliver (og snart skulle han fylde 40), vi var ude og besøge en af hans venner i en orange farvede uniform (med tilsvarende afrohår), og sent om sommeren, da jeg dukket op og sagde at nu var jeg oplyst, så sagde han, "Nej, det kan du umulig være", og købte det kun delvis da han kun fik smil tilbage efter flere kontrære udsagn.
Jeg tilbragte en ferie på flere måneder i 1981 hos ham i Port Townsend. De levde i et byttesamfund og jeg hjalp til i den periode så godt jeg kun. En dag kørte vi ned i hans hvid International pickup truck til en gay hestebonde og skovlet griselort og urinpøler i timevis. Jeg var også ude og plante squash på en plet jord han ejede. Jeg pillet i min bils elektriske system en masse og rejste ud på vandringer med rygsæk i Olympic nationalparken ved siden af. Han og en buddhistisk ven Mike kom med en gang og vi spiste som på en Michelin restaurant, fordi Thorkild kun trylle med bønner og sesam.
I de næste mange år frem til 2005 så jeg kun Thorkild sammen med andet familie, hvor han var i heftig diskussion og følte sig som outsideren, muligvis som den sorte får. Det var ikke mulig for mig at sige noget uden at komme i klemme mellem senior debatør. Jeg prøvede at se begge sider af sagerne som opstod. Thorkild satte pris på det og var på besøg i en uge hos Marit og mig i Norge sommeren 2005 (billedet forneden). Jeg fornemte at han var succesrig tusindkunstner som var prissat i hans udvalgte amerikanske by (se endelig hjemmesiden som andre har skruet sammen om Niels Holm), men at tiderne siden Reagan havde været nådesløs mod denne by og dens idealer. Han småhadede videnskab og matematik idet han mente at mennesker blev fremmedgjort af for meget teknologi. Men samtidig kun han se at matematik lå til ham og resten af familien, for han var meget optaget af Sudoku og dens symmetrier den sommer. I lighed med ham kun jeg heller ikke li´ træk ved familien som ligner på en ørnerede. Dog var jeg mindre oplyst den sommer når det kom til vor diskussioner, hvor vi tog forskellige sider i flere debat om skyld og skam, årsag og virkning, åbenhed kontra selvcensur. Et par år senere er han død, et chok og jeg må sige at jeg savner ham.
SYNSPUNKTER PÅ AMERIKA. (11/2004) La' mig begynde utvetydig med "John Kerry for President." (Ugen derpå: ja, tilbage er der kun at berømme dem som ga' deres valgmandstemmer til Kerry og det var staterne Maine, New Hampshire, Vermont, New York, New Jersey, Pennsylvania, Massachusetts, Rhode Island, Connecticutt, Maryland, Michigan, Minnesota, Wisconsin, Illinois, Delaware, District of Colombia, California, Oregon, Washington and Hawaii. Tabet skyldes denne gang Ohio. Det svarer nogenlunde til Kerry vandt i nordvesteuropa, men tabte i sydøsteuropa og en enkel centraleuropæisk småstat. Til folk som brokker sig over at ikke kun stemme i amerikanske valg: et visabidrag på $25 til din mand fører lige så langt som en stemme.) Bush familien, Reagan og hele det republikanske parti er ikke noget for mig eller nogen i min familie. Samtidig vil jeg deltage i pariserintellektuelles påstand om at være anti-antiamerikansk, en nyanceret og forsigtig åbenhed over for noget af den strøm at nyheder fra den anden side af Atlanteren. Først må man frasortere meget af det fjollede og forstyrende nyheder valgt ud og sat i aviserne af dumme journalister. For det andet er Amerika et kontinent og ikke bare et land i europæisk forstand. Det vil være uinformert at brokke sig over et amerika man ikke kan li' når det er Hollywood, presidenten eller Texas man mener. For det tredie er det for blåøjet at tro på andet end at vi i Europa har fået og kan fortsat få en 60+ års Pax Americana sponsoreret i langt højere grad af amerikanske skatteborgere og soldater end af europæiske, sparede penge som er gået ind i at bygge op europæisk velfærd, genopbygget eller restaureret historisk charme og andre fortræffelig fordele. For det fjerde er Staterne et føderalt demokrati, og man må tåle en del støj fra de forskellige uenige eller stridende parter, ellers er man småtotalitær, ikke? Og så må man overveje at USA er ikke hypermagt idag udelukkende pga. en vilje til imperialisme men også i stor grad af historiske tilfælde såsom Englands, Frankrigs, Østrig-Ungarns og Tysklands opslidende stridigheder i første og anden verdenskrige og Ruslands erfaringer med en falliterklært kommunisme.
På den anden side set er det bekymrende at iagtage ca. halvdelen af amerikaners uvidenhed om europa, religiøsitet til overmål, SUV forbrug, supersized fast food ukultur, politisk naivetet, politimandsrolle ude i verden, og håndvåben i hjemmet som svar på sikkerhed mod kriminalitet. For ikke at nævne visse staters dødstraf for enkelmord og Washingtons vaklen i udenrigspolitiken. Når man snakker med nogen af disse mellemamerikanere så lyder det hele venlig ment og rimeligt, men alligevel, der går skellet. Som tilhænger af mellematlantiske samvirke opgi´r man ikke, men erklærer sin støtte på cafeerne i europa for den anden halvdel af amerika... Se det i øjnene, problemet er ikke letløst.
Anti-amerikanisme kan være en psykologisk sygdom hvor en storbror er skyld i alting galt i ens verden, og hvor man fremstiller sig selv som en sagesløs, handlingslammet og uskyldig offer (og tilsidst er det). Dog kan sygdommen have rødder i visse kejtede handlinger som amerikansk bureaukrati og amerikanske magtmænd er faktisk medvirkende i. Hvem som har rejst ind og ud af amerika har ikke været indenom den primitive amerikanske bureaukrat som vil behandle alle efter en utrolig lavt fællesnævner? Jeg ryster fortsat på hovedet over nogen få oplevelser med postvæsenet, toldvæsenet, flypladser, computerczarer, offentlig universiteter, kørekort fornyelse eller andet. Det føder vel anti-amerikanske fornemmelser som f.eks. i den ældre Russell, Pinter, og de frådende fanatiker rundt omkring. Det er en skam at de ikke klarte at besinde sig med fredelige tanker om hvor godt det er at mindretallet kommer i arbejde, om det så er vha. kvotering, eller hvor godt det er at nogen (en sjælden gang!) tør stå op imod de grusome diktaturer. De får et forklaringsproblem idet de er i uhumsk selskab med racister og totalitære som nazister og fascister som hader smeltediglen, blandede ægteskab, og demokrati. Sygdommen er lykkeligvis aftagende i øst-asien og latin-amerika hvor folk slutter at give alt skyld til gringos, kommer selv i arbejde og begynder at få kontrol med deres befolkningvækst. Den kan måske også afsluttes her i europa ved at man kvoterer mindretallet ind på arbejde og studierne a la affirmative action. Jeg vil gerne arbejde med den slags studenter og kolleger, er der andre realister? Eller skal vi fortsætte med at være anderledes fisefine.
Men tage endelig din egen tur til staterne og se for digselv hvis du endnu ikke har gjort det. Mine råd til europæiske rejsende til Amerika er at slap af, se så meget af landet som mulig og snakke med de mange venlige og gæstfrie mennesker du vil møde. Men husk at en del Amerikaner har det ondt, meget mere end du har det vistnok, så man bør ikke blive kortluntet eller ekstra irritabel i trafikken eller ude i det offentlig rum, for der vil altid være en som føler det er meget mere synd for ham end for dig, og så sker der muligvis en voldspiral. En anden ting er høflighedsniveauet er generelt højere end det er i skandinavien, så man burde gør sig denne lille ekstra krumspring. I forbifarten kan man vistnok notere at amerikanske kvinder og måske mænd har det lidt let med at mistolke et neutralt ansigtsudtryk for noget lettere negativt. Jeg tror de er mere dualistisk og ikke så gode til at erkende de tre reaktioner til omgivelserne - positivt, negativt og neutralt - som vi er i europa, men jeg har ingen beviser.
AMERIKANSKE SYNSPUNKTER PÅ EUROPA. (11/2004) De fleste amerikaner er efterkommere af europæiske indvandrer på flugt fra religiøs intolerance, lang værnepligt, sult, fattigdom og andet --- ikke så få er kommet af ren lyst til noget nyt. De ser derfor på europa med en blanding af fascination og skepsis. På plussiden er europa et stort mål for amerikansk turisme. Amerikaneres bekymringer om europa går vistnok på opfattelsen af europæiske nationer som små etniske rene enheder eller tvedelte med et mindretal i åben oprør. Handelsrejsende derfra ser et lukket og beskyttet indstilling til forretningsvirksomhed. De fleste amerikaner føler nok instinktivt et kaste system hvor blåblodede spiser kagen og hvor de som amerikanske smeltedigleprodukter eller nyeuropæere er mindre fine. I politikken ser de et lammet politisk beslutningtagen til problemer i nærområderne. Det er vistnok også en opfattelse i de sidste tre år af at europæisk støtte for Araffat og norske boykotaktioner har rødder i sin mørke antisemitiske fortid (og det bliver anvendt af Bush i den anden presidentdebat og senere). Der er også beskyldninger mod europa for hykleri omkring dødstraf ("Frankrig blev knap nok færdig med at hugge af deres sidste hoved før de tog op kritikken af giftsprøjten") og krigsdomstole ("Tilkald kavalriet for at ordne op i oprøret, siden anklager vi dem for det beskidte arbejde"). Jeg er ikke enig i alt det, men man kommer til at mærke det i en vis grad når man rejser i amerika og involvere sig; f.eks. bliver jeg tit spurgt med bekymring udfra min europæisk og new english CV om jeg samarbejder godt med diverse etniske grupper ved et typisk amerikansk universitet. Efter ellevte september stiller mange uddannede amerikaner sig undrende over for mange ting bl.a. at der går hundrede tusindvis af europæiske forsker til de forenede stater i faste stillinger og kun et håndfuld amerikanske forsker i den modsatte retning.
De fleste lærde amerikaner er vel ved at erkende den
uvidenhed om amerikansk historie og kultur der findes i europæiske lande som norge, sverige og andre
lande. Hatten af til de to norske forfattere af denne bog, som forsøger at belyse dette sort hul i europæernes
viden:
Frykten for Amerika.
Her vil du bl.a. læse forfatternes interessante
teser om at USA, også dens magtfulde sider, er delvis indiansk og at indianerne er ikke sporløst forsvundet, som
de er ude af eksempelvis norsk grundskoleundervisningen.
